Du vender dig en sidste gang og smiler,
jeg ved du tænker mest på mig,
du forsvinder mellem mennesker, nat og biler,
nu ved jeg, at jeg kan finde vej.
Der er noget der er så svært at sige,
og meget der så nemt kan ske,
det blæser lidt koldt, jeg står på gaden,
og kigger på den hvide sne.
Nu kan jeg se hvor du har gået,
hvor dine fødder satte spor,
jeg tænker på hvor langt du er nået,
om jeg kan finde hvor du bor.
På et splitsekund kan alting ændres,
også selvom man ikke havde forudset det,
og livet vil aldrig blive det samme igen.
Av, hvor gør det ondt.
Men hvis du ikke glemmer mig helt,
kan jeg godt holde smerten ud.
Så kan jeg godt leve med den..
Jeg hørte en sang, som jeg kunne genkende fra min barndom.
Så fik jeg en klump i halsen.
Faktisk har der hele tiden været en klump i halsen, her på det sidste,
men da jeg hørte den sang, voksede klumpen,
så det føltes som om at min hals ville springe.
Det gjorde den ikke. Heldigvis!
Men klumpen er der stadig, og den gør ondt.
Jeg tror jeg vil lede efter den cd, med den sang,
som jeg kunne genkende fra min barndom.
Og så vil jeg lægge den ind på min ipod!
Efter alt hvad jeg har gjort og prøvet, føler jeg mig alligevel udnyttet.
Viserne på uret flytter på sig. Drejer rundt og rundt, igen og igen.
Tiden går. Det har den altid gjort og det vil den altid gøre.
Den stopper ikke op og venter.
Tiden stoppede ikke op og ventede på os. For det kunne den ikke.
Den kunne ikke vente på, at vi fik gjort det klart hvad vi ville.
Tiden gik videre.
Ja.
Og nu går vi videre, i hver sin retning.
Væk fra hinanden, væk fra det vi havde, væk fra det vi kaldte os.
Men ja.
Det er godt.. Er det ikke?
Det er idag ét år siden.. Om et par timer, vil det være helt præcist ét år siden.
Ét år siden du forsvandt. Siden du blev taget væk.
Fra mig og alle de andre.
Jeg hader den sygdom, så inderligt meget. Jeg bliver så fustreret over det nogle gange.
Over at man intet imod den kan gøre. Man kan bare stå at se til, mens sygdommen
ødelægger personen mere og mere, og til sidst tager livet væk.
Jeg kan stadig ikke acceptere det. Det kommer jeg aldrig til.
Men jeg savner dig så fandens meget, at det gør ondt!
Lige nu, fortryder jeg,
de chancer jeg ikke turde tage,
det forhold jeg var for bange til at begynde med dig,
og de beslutninger jeg var for lang tid om at tage..
Jeg burde have sprunget ud i det, prøvet det,
for jeg kunne jo umuligt vide hvordan det ville være.
Men jeg var for bange.
Jeg burde have prøvet at have et forhold med dig.
Men alligevel, det ville ikke være den rigtige beslutning.
For nogen af os.. Jeg var ikke engang forelsket.
Men jeg savner det. Omsorgen, trygheden, opmærksomheden.
Måske savner jeg bare følelsen. Måske savner jeg ikke at det var med dig?
I slutningen, fortryder vi kun,
de chancer vi ikke turde tage,
de forhold vi var bange for at have,
og de beslutninger vi ventede for lang tid med at tage..
Endnu et nyt år, endnu en ny start..
er det ikke det man siger?
Men helt ærligt, det er jo bare en god gang løgn.
Bare fordi man kommer ind i et nyt år,
betyder det ikke at man bare kan ligge fortiden bag sig.
Bare glemme den..
For det kan man ikke.
Samtidig kan man heller ikke lave om på den.
Der er en grund til at det blev fortid.
Nogle dage har jeg bare lyst til at glemme fortiden,
glemme det hele.
Men når jeg tænker nærmere over det,
så har jeg lært noget af den. Jeg har lært af mine fejl,
og jeg har lært af mine misforståelser...
