Viserne på uret flytter på sig. Drejer rundt og rundt, igen og igen.
Tiden går. Det har den altid gjort og det vil den altid gøre.
Den stopper ikke op og venter.
Tiden stoppede ikke op og ventede på os. For det kunne den ikke.
Den kunne ikke vente på, at vi fik gjort det klart hvad vi ville. 


Tiden gik videre.
Ja.
Og nu går vi videre, i hver sin retning. 
Væk fra hinanden, væk fra det vi havde, væk fra det vi kaldte os.

Men ja.
Det er godt.. Er det ikke?