Jeg ved godt at sommeren ikke helt er forsvundet endnu,
men efteråret er ved at komme, for bladene falder af træerne,
og mit humør begynder langsomt at falde...

Nogle gange føler jeg at dig og mig er som dag og nat.
At vi er som yin og yang.
Som hvid og sort..

Men sådan har jeg faktisk altid følt med de mennesker der er tættest på mig.
At vi er så forskellige, men alligevel så ens.

Jeg ville ønske, at mit loft forestillede stjernehimlen.
Så kunne jeg ligge i min seng, og se direkte op i det sorte univers.
Glemme alt om tid og sted, og bare fokuserer på de hvide prikker,
som danner billeder og sammenhæng på den sorte baggrund...

Det er underligt..

Som ung går man rundt og drømmer om, 

hvor fantastisk det ville være hvis man oplevede kærlighed.

"Alt man behøver er kærlighed", som man siger.

Men når man så endelig oplever denne længe ventede kærlighed,

er det jo aldrig som man havde regnet med.

I nogle tilfælde er det bedre end man havde regnet med,

i andre tilfælde er det dårligere end man havde regnet med.

Når man går der og dagdrømmer om hvor fantastisk det må være,

tænker man ikke på alle de komplikationer som kan opstå.

Men tænker ikke over, hvordan ens hjerte kan blevet revet itu,

og hvordan en smerte kan gøre dig nærmest fortabt.

Jeg synes nu bare det er underligt.

Underligt at man længes så meget efter noget.

Når man ikke har det, vil man have det,

og når man har det, tænker man om det findes noget som er bedre...

Nogle gange bliver jeg bange for mig selv.
Bange for at jeg har ændret mig til noget jeg ikke ønsker at være.
Bange for at jeg for let giver efter og bare bukker under.

Nogle ganger bliver jeg bange for at jeg er ved at gå i stykker indeni.
Bange for alle dine ord og handlinger har ødelagt mig.
Bange for at det aldrig bliver anderledes...

To dage til at den hektiske hverdag begynder igen.
To dage til skole, lektier og lange dage.
To dage til at der kommer stuktur over hverdagen. 

Alligevel glæder jeg mig...