Jeg kunne ikke sove i nat. Jeg lå bare og vendte og drejede mig.
Der var så mange tanker der kørte rundt i hovedet på mig.
Alt for mange minder, følelser og tanker som bare kørte rundt.
Tiden gik bare, og jeg lå der. Og så blev jeg fustreret.

Gode minder, fra før alt dette skete, dukkede op i mit hoved.
Det fik smilet frem, på mine læber.
Men smilet ændrede sig hurtigt til tårer, som trillede ned af mine kinder.
Jeg kunne ikke stoppe dem igen.
Det gik op for mig at de gode minder, var ved at forsvinde.
De var tågede og sløret, og det var svært at se hvad det forestillede.
Jeg vidste godt, hvad det forestillede, men de plejede bare at være mere klare.
Det har de altid været.
Og nu er de ved at forsvinde.
Jeg vil ikke havde dem til at gå væk.
De skal blive.

De skal blive så jeg kan mærke følelsen af hvordan dine kys var.
Så jeg kan mærke din varme.
Så jeg kan føle din tryghed.
Jeg ved godt, det kun er minder. Men jeg kan mærke dig igennem dem.

Jeg græder aldrig når jeg er ked af det. 

Eller næsten aldrig. 

Jeg har altid været bange for lyden.

Jeg følte mig lidt glad igen.
- Nu skulle jeg se de gamle, feste med dem og glemme alt.

  Jeg vidste dog godt, at du ikke ville være til stede. Det ville jo være umuligt.

  Du er over 9.000 km væk. Men da du dukkede op på skærmen, blev alt stille
  i min verden. 

  Rundt om mig, festede de andre videre. Nogle talte med dig, over nettet.

  Jeg blev til ingenting igen. 

  Min verden blev tavs og tom.

  Jeg tog tidligt hjem.

  Gjorde dumme ting.

  Nu sidder jeg her. Og skriver. På en blog, hvor jeg ikke aner om nogen læser med.

  Jeg føler mig ensom og ynkelig. 

1 univers, 8 planeter, 204 lande, 809 øer, 7 verdens have og 6,6 milliarder mennesker.
Hvorfor skulle jeg lige møde dig. Det er jeg ikke taknemmelig for.

I hvert fald ikke nu.  

Jeg er ret sikker på, at det ikke var din mening at sårer mig. Det var ikke din mening at være ond.
Du havde lige selv været igennem det, som jeg er igennem nu. Du ville ikke sårer mig, når du selv var såret. Så godt kendte jeg dig da ; Jeg kender dig stadig. Bare ikke på samme måde.

Jeg har ikke set dig i 4 måneder og 16 dage. Jeg har heller ikke talt med dig. Hørt din stemme.

Jeg har kun skrevet meget lidt med dig. Og set billeder af dig. 

Det eneste jeg vil, er bare at blive glad igen. 

Jeg ville ønske, at jeg ikke var det her sted i mit liv.
Jeg ville ønske jeg kunne komme videre.

Mit liv krakelerer, ligesom neglelakken på mine hænder. 

Jeg kan ikke styre mine følelser. Jeg kan ikke styre noget som helst.

Jeg dummer mig hele tiden. Så siger jeg de forkerte ting, og gør de forkerte ting.

Det er bare så svært det hele...

Jeg har hørt nogle sige, at man aldrig kommer over sin første forelskelse. Man hvad gør jeg så, når jeg gerne vil komme over det? Og jeg ved jo ikke engang om det var en forelskelse.

Det var bare en flirt. Tror jeg da. 

Det hele gør så ondt inde i mig. Det er som om min mave trækker sig sammen i en krampe, hver gang jeg tænker på dig, hører nogle tale om dig, eller ser et billede af dig. 

Og det at du måske har fundet en ny, gør mit liv til at helvede. 

Jeg vil bare gerne have, at alt var ligesom før.
Jeg vil bare gerne have, at jeg ikke havde sagt nej.

Jeg vil bare gerne have, at det hele kunne være anderledes. 

Det er smertefuldt at vente. Vente på ingenting. Men jeg venter!

Jeg ved at du har den bedste tid i dit liv lige nu.

Det burde jeg også have, men det kan jeg ikke. For jeg tænker kun på dig.

Sne

Der er et eller andet specielt ved den første sne. 

Når den første sne falder, bliver verden anderledes. Verden bliver hvid.
       

Sneen daler ned fra himlen. 

Stille og fint. 

Den knitre under mine fødder, hvor jeg træder. 

Man kan se hvor jeg har gået. Mine fodspor.

Hvis man ville, kunne man forfølge mig. 

Alt er lydtæt og trygt. 

Jeg er ikke bange. 

Sneen giver mig sikkerhed. 

"Verden lyser hvidt. Nattens sne falder blidt.

Højt fra himmelloftets stuk,

drysser tusindvis af fnug. Falder, Falder. 

Kom lyt! Kom se! Blidt, blidt falder sne.

Evighedens fe, danser i den sne som falder,

og fra vindue ser jeg verden....."

Jeg hader...

Jeg hader den måde du talte til mig.
Jeg hader den måde du så på mig.
Jeg hader den måde du rørte ved mig.
Jeg hader den måde du krammede mig.

Jeg hader det skæve smil og dine blå øjne.
Jeg hader din muskuløse krop og dit krøllede hår.
Jeg hader lyden af din stemme, og dine tunge skridt.
Jeg hader dine store hænder.

Jeg hader det, du har fået mig til at gøre.

Jeg hader dine blide kys.

Jeg hader at du rejste, uden et farvel.
Jeg hader at vi først ses om et år.

Jeg hader at jeg savner dig.

Jeg hader at jeg var usikker på dig.
Jeg hader at jeg stadig er det.
Jeg hader at jeg ikke ved om du føler det samme for mig!

En ny dag - Et nyt kapitel

Frosten ligger på græsset. Hvid og kold.
Jeg længes efter dit favntag,
Jeg længes efter din krop.
Jeg længes efter at du kommer hjem igen,
og siger at du ikke fik nok.

Liv

Jeg synes livet er et mærkeligt begreb. 
Vi bliver født, vi vokser og dør.
Hvis idé har der været? 
Hvorfor er det sådan det skal foregå?


Folk siger man skal tage livet som det kommer. 
At vi skal leve med at det kan gå godt og dårligt.
At man skal tage det sure med det søde.
Jeg siger det også selv.
Men lige nu, er det kun surt.


Hele min verden er mørk og trist.
Mit hjerte er tungt og såret,
og jeg kan slet ikke overskue flere nederlag lige nu.
Men der kommer ét. Det er lige om hjørnet.
Og alt jeg kan gøre er at vente...