Nogle gange, uanset hvor meget tiltro vi har, så mister vi folk.
Men man glemmer dem aldrig.
Og nogle gange er det de minder der giver os troen på at komme videre...

Lad mig glemme dig.
Lad mig få dig til at forsvinde fra min hukommelse.
Lad mig være. 


Jeg er ked af at det gik galt, men hvad jeg mest er ked af,
er at det efterhånden er så lang tid siden, og du er stadig ikke kommet over mig.
Eller måske er du? Jeg ved det ikke. Men nogle gange føles det som om du ikke er.
Og det værste er, at jeg for længst er kommet over dig.
Men jeg har ikke glemt dig. Og jeg tænker stadig på dig.
Selvom jeg ville ønske at jeg ikke gjorde. 

Jeg har lyst til at skrive:" Hej, hvordan går det?"
Men jeg har ikke lyst til at opdage at du stadig ikke har lyst til at svare mig. 
Jeg har ikke lyst til at indse at jeg stadig er grunden til, at det endte som det gjorde.
Jeg har ikke lyst til at få at vide igen, at det var mig der sårede dig.


Jeg har lyst til at du lægger det bag dig. At du tilgiver mig, og indser at du  var medskyldig.
Jeg har lyst til at du skal opdage at det ikke kun var mig  der fejlede, 
og at jeg også blev såret. At jeg stadig er såret. 
Ja, mit hjerte er gået itu ligesom dit.
Ja, det gør ondt.
Men lad mig være din ven igen. 
Lad mig snakke med dig, lad mig høre din stemme. 
Jeg ved du har lyst til at være min ven igen, så hvorfor kan vi ikke være det?

Jeg vil rejse. Jeg vil opleve. Jeg vil se.
Jeg vil rejse ud i verden. Jeg vil opleve verden. Jeg vil se verden.
Jeg vil rejse til andre kulture. Jeg vil opleve andre kulture. Jeg vil se andre kulture.
Jeg vil væk, for at kunne opleve og for at kunne se!

Håber jeg!

Gaden uden foran mit vindue, er overfyldt.
Mennesker stirre, de ved at jeg er blevet knust.
Gentagende mindet om det, fra deres udtryk i deres ansigt.
Ignore dem, og jeg vil blive okay..
Kast noget lys, og jeg vil blive okay!

Jeg ville ønske du var her, til at hjælpe med fremad.
Igennem mine svageste øjeblikke, 
og hjælpe mig med at ligge dem bag mig. 


Tilbagevendende mareridt, bliver til skygger.
Kors overalt, det føles tungt på mine skuldre.
Sirenerne inden i mig, venter på at komme ud.
Forstyrende stilhed, formørker mit syn.

Jeg er stærkere end dig.. 
Ikke fysisk, men psykisk. 
Og det er det, der hjælper med fremad.
Det er det, der får mig til at kæmpe.
Ja, tanken om at jeg er stærkere end dig,
får mig til at leve!

Nogle gange ville jeg ønske at jeg kunne flyve væk fra alle bekymringer, problemer, 
tidsmangel, afleveringer, alt der forvirrer mig og gør mit liv besværligt.
Men samtidig ville mit liv være så fandens kedeligt, hvis jeg ikke skulle bekymre mig,
hvis jeg ikke kom ud i problemer, hvis jeg ikke havde for lidt tid og for meget at nå,
hvis der ikke var nogle afleveringer at lave.
Hvis der ikke var noget til at forvirre mig og gøre mit liv besværligt, så ville det ikke 
være et værdigt liv. For så ville det være et liv uden udfordringer.  

Jeg kan lige så godt sige det.. 
Det bliver ikke mig der kontakter dig igen!
Det bliver ikke mig der tager initiativet!
Det bliver ikke mig, der ikke kan komme over dig!