Åhh ja...

Jeg er træt af, at jeg hele tiden skal ødelægge det for mig selv.
Jeg er træt af, at jeg hele tiden skuffer mig selv.
Så nu glæder jeg mig til en weekend, med søde mennesker,
som jeg så inderligt gerne vil lære bedre at kende!


Åhh ja, det skal nok blive godt med lidt afstand fra det hele. 

Næste gang vil jeg være stærkere, 

jeg vil rede mig selv, 

jeg vil stå på mine egne ben. 

Så jeg vil ikke lade dig komme tæt nok på, til at såre mig. 

Jeg kan ikke give dig, hvad du tror du gav mig. 

Det er tid til, at vende rundt på alt!

Men det jeg har gjort, har samtidig fået mig til at komme over dig.
Så helt skidt er det vel heller ikke?
Min fejl hjalp mig videre?
Jeg fortryder det faktisk heller ikke.
Nu tror jeg endelig, jeg kan smile lidt igen.

Jeg er ved at blive den person jeg hader og foragter så meget.
Hvad sker der med mig? Hvor er min selvrespekt?
Det her vil aldrig nogensinde komme ud over mine læber!


Somebody, giv mig styrke??

Hver gang jeg ser dig, dør der en lille del af mig. Tanken om alt det vi kunne have, men aldrig får, giver mig kvalme. Hver gang vi siger farvel, får jeg kuldegysninger, for jeg ved aldrig hvor når det er den sidste gang... Jeg vil bare ligge i min seng!

Musikken..

Musik får min hverdag til at køre rundt.

 Jeg tænder for min radio når jeg står op om morgenen, 

jeg hører ipod når jeg cykler til og fra skole, 

jeg hører musik når jeg laver mad, 

laver lektier, løber, er i bad... 

Jeg hører hele tiden musik. 

Uden musik ville min dag ikke kunne fungere. 

Det tror jeg virkelig ikke. 

Musikken kan manipulere med mit humør. 

Med mine følelser. Med mine holdninger og meninger. 

Musikken gør bare et eller andet ved mig, som jeg ikke kan beskrive. 

Musikken er mit liv. 

Lad mig ikke vente på dig, bare fordi du ved at jeg vil!

En dag vil du elske mig, på samme måde som jeg elskede dig.
En dag vil du tænke på mig, på samme måde som jeg tænkte på dig.
En dag vil du græde over mig, på den samme måde som jeg har grædt over dig.
En dag vil du gerne have mig, men jeg vil ikke have dig. Forhåbentligt...

Stjerneskud!

Jeg så på stjerneskud den anden aften.
I den mørke nat, stod jeg alene uden i kulden,
og så på stjerneskud.
Jeg tror  jeg så ti eller elleve. Jeg talt ikke.
Jeg var der bare. Jeg stod der bare og kiggede.
Hver gang jeg så et, ønskede jeg.

Jeg ønskede på det samme hver gang.
Kan man godt det? Må man godt det?
Er der så større chance for at det går i opfyldelse?

Da jeg frøs allermest og var på vej til at gå ind i den varme seng,
kom der det smukkeste stjerneskud jeg nogensinde har set.
Det var orange, stort og så fløj det af sted, tværs over himlen.
Et øjeblik var jeg helt bange for at det ikke ville brænde op,
man lande et sted på jorden i stedet for?

Jeg har lyst til at konfrontere ham.
Og så alligevel ikke...
For jeg ved ikke om jeg ville kunne tage at høre sandheden, fra ham!
Men det er måske den eneste måde jeg ville kunne indse det på?

Tæl til ti..

Der er ansigter, der er smil, så mange tænder, for mange arme og ben 
Og øjne og blinkende knapper over alt omkring mig. 
Jeg ser, jeg trækker vejret, jeg skubber, jeg er en der ønsker 
at disse vægge, ikke ville snakke knapt så højt. 
Jeg er faldet før, jeg har trukket mig selv op fra gulvet, 
Og jeg er på udkig efter en grund til at blive stående.
Men nogle gange er det bare for meget eller ikke nok, eller noget andet 
Det er så meget større end mit hoved, det er alt for krævende.


Nogle gange er den hurtigste måde at komme dertil, ved at gå langsomt 
Og nogle gange hvis du ønsker at holde på noget, bliver du nødt til at give slip.


Jeg vil lukke øjnene 
Og tælle til ti 
Jeg vil lukke øjnene 
Og når jeg åbner dem igen 
Så vil alt give mening til mig.

Jeg har mødt så mange mennesker, har vi udvekslede så mange ord 
Vi har sagt det hele, og vi har sagt ingenting, men det har ændret os. 
Jeg har kender en masse mænd, nogle var kærester, nogle var venner 
Men alle sammen var de kun passerende fremmede? 
De vil kontrollere dig med deres tavshed, vil de styre dig med deres ord 
Og du vil styre dem med din krops kodede signaler. 
I naturen, sammenfiltrede haver af vores usikkerhed,
Vi mister vores hoveder ind i hinanden.


En-to-tre-fire-fem-seks-syv-otte-ni-ti ... 

Hvad nu hvis?

Hvad nu hvis du en dag stod udenfor min dør og bankede på?
Hvad nu hvis jeg lukkede dig ind?
Hvad nu hvis du havde ombestemt dig, og du gerne ville alligevel?
Hvad nu hvis du tog min hånd i din?
Hvad nu hvis hvis du kyssede mig?
Hvad nu hvis alt det her skete,
men hvor jeg lod dig stå ude foran døren, hvor jeg ikke lukkede dig ind, 
hvor jeg fjernede mig hånd fra din, hvor jeg afslog dit kys,
fordi jeg har lovet mig selv, ikke at give mig hen til dig?
Hvad nu  hvis muligheden kom, men jeg afslog?
Hvad nu hvis jeg senere hen i mit liv fortryder det?
Hvad så?

Når bladene falder ned?

I dag tænkte jeg over, hvorfor bladene på træerne bliver brune 
og falder ned til jorden når det bliver efterår.
Dør de? 
Bliver de født om foråret, lever om sommeren og dør, trist, stille og langsomt om efteråret?
For så har de et kort liv. Men heldigvis slipper de for den kolde, forpistrede vinter.
Når jeg tænker over hvor kort et liv de har, er jeg glad for at jeg er et menneske, 
og en kvindes levealder er omkring de 80.
Så tænker jeg, at jeg i lang tid endnu kan nyde livet..

Efterår...

Efteråret er kommet...
Bladene bliver brune, og falder ned fra træerne.
Så ligger de der på gaderne, og venter på at blive fejet op. 
Vinden begynder at bide i mine kinder, og gøre dem røde.
Pandebånd og handsker er blevet fundet frem, fra gemmerne. 
Det er ofte gråt og regnvejr.
Det er mørkt om morgenen, når jeg står op, 
og det er mørkt om aftenen, når jeg går i seng.


Jeg ved godt at årstiderne skifter.
Men alligevel er det som om, at det er første gang jeg oplever det,
når det endelig sker. 
Det er som om jeg aldrig før har oplevet, at
forår bliver til sommer,
sommer bliver til efterår, 
efterår bliver til vinter,
vinter bliver til forår,
og så starter det forfra igen.