Ville ønske at det var sandt.
Måske er det også,
bare ikke for mit vedkommende..

Vi ændre os, uanset om vi kan lide det eller ej..

Fra vuggestue til børnehave.
Fra børnehave til folkeskole.
Fra folkeskole til efterskole.
Fra efterskole til gymnasium.
Der går mindst et årti,
inden vi har været igennem de stadier. 
Og i den tid ændre vi os.
Personlighedsmæssigt.
Udseensmæssigt.
Følelsesmæssigt. 
Kort sagt, vi ændre os på alle måder.
Vi ændre os, uanset om vi kan lide det eller ej.


Jeg har ændret mig, 
alle dem omkring mig har ændret sig,
min by har ændret sig,
Danmark har ændret sig, 
verden har ændret sig.
Alt ændres hele tiden. 
Uanset om vi kan lide det eller ej?

Frit løb..

Solen skinner i mit ansigt, i mine øjne.
Men den blænder ikke, for solbrillerne er placeret over næsen.
Jeg går og nyder den sene septembersol. 
Lyset og varmen, den afgiver.
Jeg går og smiler for mig selv, over de små ting jeg 
fortryder i livet.
De små fejl, løgne og benægtelser jeg har lavet,
som andre sikkert for længst har glemt.
Men det har jeg ikke. 
Og nu og da dukker de op, og gør mig flov. 
Det er ting jeg stadig kan blive pinlig over.


Men jeg holder af at gå ture. 
Ture i det fri inspirerer mig. 
Det giver mine tanker frit løb.
Det gør mit sind klart. 

Jeg kan skjule smerten og få andre til at tro at jeg kan komme videre,
men jeg kan aldrig nogensinde benægte sandheden,
at den person der har fejlet og såret mig, 
er stadig den samme person, som jeg ønsker vil elske mig. 

Den her sang..

Kender I det, når man egentlig elsker noget,
men alligevel hader det, fordi der er alt for 
mange minder og tanker i det?
Sådan har jeg det, med den her sang.
Den minder mig om fortiden, om kærligheden
og om den dreng, der ikke vil have mig..

Når jeg læser små kvoter, tekster, sange og vers

om kærlighed,

er det eneste der dukker op i mit hoved, dig!

Det burde ikke være sådan.

Tanken om at jeg en dag finder en der vil mig,

burde dukke op.

Ikke tanken om at jeg aldrig nogensinde vil få dig. 

Jeg har haft den samme samtale igen og igen.

Med mig selv, med andre, jeg har skrevet den

ned flere gange, for at forstå, 

at der aldrig bliver noget os.

For der bliver aldrig noget os. 

Selvom du ikke sagde det direkte

og ikke engang til mig,

så forstår jeg din hentydning. 

Der bliver ikke noget os...

Hvad er værre end at være alene?

Ja, at blive udnyttet, løjet til,
bedraget, stukket i ryggen, svigtet,
efterladt og fuldstændig glemt.

Jeg siger det bare...

Alt er stille, undtagen alle de stemmer inde

I mit hoved som siger dit navn. For du er der,

og jeg er her, et sted i mellem usikkerhed.

Undskyld, hvis jeg nogensinde skuffede dig,

det var ikke min mening. Jeg blev inde i den

verden jeg kendte, indtil jeg glemte,

at intet er så smukt, som når jeg er med dig.

Livet er ikke et liv, uden dig her.

Når jeg slukker lyset, bliver jeg opsuget af

natten. Er jeg lykkelig? Hele min krop er øm

og jeg kan mærke at mine følelser er falske.

Jeg benægter. Jeg kan ikke tro, hvad jeg føler indeni.

Hele verdenen står stille når du rører ved mig,

se i mine øjne, kys mig, men sig ikke dette er ovre.

Det hele gør ondt indeni,

tag mit hjerte ud og giv mig et nyt.

Jeg er forelsket i betragtningen af os sammen,

men jeg kan ikke udstå at det aldrig,

vil gå i opfyldelse igen.

Jeg gav dig al den kærlighed jeg havde.
Jeg gav dig mere end jeg kunne give.
Jeg gav dig al min tillid og håb.
Jeg gav dig alt jeg havde indeni.
Jeg gav dig alle mine ord og tanker.
Jeg gav dig al min tid og ventede på dig. 
Og du tog min kærlighed. 
Du tog mit håb.
Du tog min tillid.
Du tog min tid.


Jeg fik mit svar i går.
Selvom det ikke kom fra dig, var det svar nok.
Du vil mig ikke. Eller det vil du,
bare ikke på den måde jeg vil dig.
Vi vil ikke det samme. 



Det er slut med at håbe og vente.
Det er slut med dig i min tankegang
og i mine ord.
Det er slut med os til fester, når vi er fulde..

De dage..

Der er de dage hvor man er tom for både ord og tanker.
Så ved man ikke hvad man skal sige, skrive eller tænke.
Der er de dage hvor man er fyldt med ord og tanker.
Så ved man ikke hvor man skal gøre af alle de ord,
for man kan umuligt nå at skrive dem ned,
og man ved ikke hvad man skal gøre af alle de tanker,
for de fylder og presser i ens hoved.


Der er ikke de dage, hvor man er i en mellemting,
mellem for lidt ord og tanker, og for mange ord og tanker.
Hvorfor er der ikke det?

Hvad vil han?

Det føles som om jeg står på kanten af en afgrund.
En dyb og mørk afgrund. 
Hvis jeg røg derned, ville jeg blive omsluttet af mørke.
Mørke og tomhed.


Grunden til følelsen, er ham.
Jeg ved ikke hvad han vil.
Han giver udtryk for noget og siger noget,
men egentlig mener han noget andet.
Tror jeg.
For han er svær at læse,
han er svær at forstå.
De blikke han sender mig,
hvad betyder de?
Det vi laver når vi er fulde,
hvad betyder det?
Det folk siger, han siger,
hvad betyder det?
Hvad betyder de ord og sætninger,
han siger,
når det han giver udtryk
for er noget andet?


Jeg vil ikke gå og være fortvivlet,
og føle at jeg står på kanten af en mørk afgrund.
Jeg vil vide, hvad han vil.
Hvad han vil med mig?
Hvad han vil med os?
Og ikke kun når vi er fulde...

Jeg fortæller mig selv, at jeg ikke savner ham, men inderst inde skriger mit hjerte efter ham.
Jeg fortæller mig selv, at jeg har glemt ham, men alligevel minder alting mig om ham.
Jeg fortæller mig selv, at jeg har glemt vores tid sammen,
men alligevel længes jeg efter at opleve det igen.
Jeg fortæller mig selv at jeg ikke holder af ham mere,
men alligevel græder jeg ved hver sang, der minder mig om ham.
Jeg fortæller mig selv, at jeg hader ham, men alligevel kan jeg kun smile når jeg ser ham.
Jeg fortæller mig selv, at jeg aldrig tænker på ham mere, men alligevel ser jeg ham i hvert vindue.
Jeg fortæller mig selv, at jeg er stærk nok til at klare det hele,
men alligevel sker det at jeg bryder sammen i gråd.
Jeg fortæller mig selv, han intet betyder mere, men alligevel ville jeg dø for bare at være sammen med ham én gang til.
Jeg fortæller mig selv, at jeg er ligeglad med ham, men alligevel ved jeg godt at det i virkeligheden er ham, der er ligeglad med mig.

I lang tid har jeg ikke ladet mig selv give slip.
Give slip på mine følelser og tårer.
Nu kommer de ud.
De løber som floder, ned af mine kinder,
nogle går tabt i mundvigene, resten ender
på min hals og gør den våd.
Det føles som om at tusind kilo bliver fjernetfra mine skuldre, fra mig.
Det er som om, at der tårer der har presset
på længe, har vejet ti kilo hver.
Jeg kan trække vejret igen, uden en klump i halsen.

Opdigtet?

Jeg tror ikke jeg kan huske alt hvad der skete,
sidste gang jeg så ham.
Jeg var fuld, han var fuld, alle var fulde.
Men jeg bliver ved med at tænke tilbage,
gense i mit hoved hvad der skete,
hvad vi sagde og hvordan vi reagerede.
Det er brudstykker af den nat,
jeg ikke husker. Jeg husker ikke hvad jeg 
har sagt, hvad jeg har gjort og hvor jeg
har været.
Og nogle ting er meget utydelige.
Især fra da vi stod og snakkede ude på gaden.




                                                                             
Jeg har en illusion om hvad han sagde,
men når jeg tænker over det, kan det 
ikke være sandt.
Det kan han ikke have sagt.
Så jeg begynder at tvivle på,
om det bare er noget min hjerne opdigter, 
fordi det er det jeg gerne vil høre.
Gid jeg kan gå tilbage, 
og finde ud af hvad han sagde,
og hvad han ikke sagde...

Jeg var til fest hos dig igår.
Jeg har på fornemmelsen,
at det her er ved at udvikle
sig til noget, som ikke skal ske. 
De siger du kan lide mig,
at du vil mig,
men alligevel giver du udtryk
for noget helt andet. 
Jeg prøvede at fortælle dig om mine
følelser, du misforstod det, 
jeg gik, kyssede med en anden,
og daffede i seng halv seks. 


Du løj, men indrømmede til sidst.
Men det ændre ikke på at du løj. 
Jeg vil ikke det her mere...

Jeg sover uroligt om natten.
Og drømmer underlige drømme.
Jeg vågner flere gange og tænker
"Hvor er jeg?"
Der er noget der føles forkert.
Noget som ikke er rigtigt.
Jeg ved bare ikke hvad det er,
og jeg ved ikke hvor jeg skal lede,
for at finde ud af det.

Ja, jeg ved ikke hvor jeg skal lede for at finde.
Jeg ved ikke hvilken sti jeg skal vælge, for ikke at fare vild.
Jeg ved ikke hvor langt jeg kan gå ud, og stadig bunde.
Det eneste jeg ved er,
at jeg har lavet en masse fejltagelser i mit liv,
en masse ting som jeg fortryder,
men alt det,
har ført mig til hvor jeg er nu.