Som en sæbeboble går i stykker når man rører ved den,

går en lille del af mig i stykker, hver gang man sårer mig!

Kære kaffe. Hvad skulle jeg dog gøre uden dig?

Jeg føler mig lykkelig, efter at have tilbragt en weekend med nogle lykkelige mennesker.
Jeg tror faktisk mine tanker er begyndt at blive lykkelige..
Mere end de var før!

Jeg tror jeg er fri..

Jeg tror jeg er fri...
Fri for at drømme om dig. 
Fri for at længes, efter dig. 
Fri for at savne noget ingen rigtigt ved hvad er. 
Fri for at vente på dig. 
Fri for at tænke, kun på dig. 
Fri til at leve ligeså meget det skal være.
Og det føles rart.
Det føles rart, endelig at være fri!

 

Den der følelse af at være tømt for inspiration....
det er den følelse jeg har!

Mit brev..

Mit brev blev læst op! 
Det eneste brev jeg nogensinde har turde sende,
til det elektriske barometer blev læst op!


Jeg ryster helt. Af bare glæde!

Der mangler noget.
Og jeg ved godt hvad det er. 
Jeg tør bare ikke sige det højt.
For jeg er bange for hvad det kan komme til at gøre ved mig.
Igen. 
Jeg er bange for hvor meget det kan ødelægge mig igen. 


Nej.
Jeg tør ikke at sige det højt.
Jeg tør kun at tænke på det. 

Årstiderne skifter, uanset om vi kan lide det eller ej..
Men hvad er der sket med vejret her på det sidste?

Måske er du elskelig,
Måske er du mit snefnug,
Og dine øjne skifter fra grøn til grå,
Og om vinteren vil jeg holde om dig, et koldt sted.

Og du vil aldrig vide,
bare hvor smuk du er for mig.
Men måske er jeg bare forelsket
når jeg vågner op.

Nu og da tænker jeg på dengang vi var sammen.
Ligesom da du sagde at du var så lykkelig at du kunne dø.
Jeg fortalte mig selv, at du var rigtig for mig, 
men alligevel følte jeg mig alene i det selskab.
Men det var kærlighed og det er en smerte jeg stadig kan huske.
Man kan blive afhængig af en bestemt type af vemod.
Ligesom afsked i slutningen, altid i slutningen,
så da vi fik det, kunne vi ikke få det til at give nogen mening.
Du sagde at vi stadig ville være venner,
men jeg bliver nødt til at indrømme at jeg var glad for at det sluttede. 


Men du behøvede ikke at klippe mig ud,
lade som om at det aldrig skete, og at vi var ingenting.
Og jeg behøver ikke engang din kærlighed,
men du behandler mig som en fremmed og det føles så hårdt. 
Jeg gætter på at ikke behøver det så,
men nu er du bare en jeg plejede at kende. 

Forevigt

Du kan ikke savne forevigt.
Lige meget, hvor tæt på "forevigt" føles lige nu.
Du kan ikke være såret forevigt.
Heller ikke selvom dit hjerte hvisker dig i øret,
og prøver at overbevise dig om andet.
Du kan ikke bløde forevigt.
Før eller senere vil du enten dø eller leve.
Ingen af os kan gøre noget forevigt.
Fordi, forevigt passerede forbi for lang tid siden...