1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 18!
1......
8......
Atten år?
Nej.
Jeg forstår det slet ikke?
Er jeg virkelig blevet atten? Er jeg virkelig blevet "voksen"?
Alle de delte følelser...
På den ene side, er det skønt, ENDELIG at være blevet atten, 
men på den anden side, så vil jeg heller ikke blive ældre nu.
Hvis det var op til mig, skulle tiden fryses fast, så jeg kunne leve
resten af mit liv i denne alder og i denne krop, med denne personlighed..

Hvor er jeg dog blevet forelsket i denne sang. Jeg hører den hele tiden.. den på repeat!
Den giver mig den der følelse af at jeg eksistere, at jeg ikke er det eneste menneske

der har løjet for at slippe ud af noget man ikke følte var rigtig, og at når jeg bliver

skuffet over noget, så skjuler jeg det for mine omgivelser... 

"I found her, and now she is gone!"

Udenfor mit vindue falder mørket langsomt på. Solen forsvinder, mørket tager til.

Det er ved at blive nat. 

Natten har tusinde af øjne, stjernerne. 

De holder øje, og hjælper dig frem. De viser dig hvor du skal gå, så du ikke træder forkert,

og mister fodfæste...

 

Jeg har aldrig sådan fejlet noget før.. altså når man snakker om allergi.
Men måske.... Måske er jeg allergisk.
Måske er jeg allergisk overfor kærlighed?
Der må jo være en eller anden forklaring på det.

Jeg savner en der vil holde om mig.
Én der vil holde min hånd, kærtegne mig, kysse mig
og bare elske mig for den jeg er!
Jeg savner det. Og jeg har brug for det. 

Jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til det hele.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere eller tænke.

Jeg tror ikke jeg kan magte det... igen. 

Magte dig igen. Det føles bare forkert.

Jeg har flere gange overvejet at skrive til dig, men jeg har aldrig turet gøre det.
For jeg var bange. Bange for at se dit svar, se din reaktion.
Men nu behøver jeg heller ikke at skrive til dig. 
For du har skrevet til mig!


Du vil være venner igen. Starte på en frisk.
Hvordan kan man lige pludselig det, efter næsten fem måneder, 
hvor jeg ikke har hørt ét eneste ord fra DIG.
Hvordan kan jeg bare lade som om, at jeg har været ligeglad?
Jeg har brugt flere måneder på, at spekulere over, 
om svaret nogensinde nåede frem til dig. 
Og jeg ved det stadig ikke.


Jeg kan mærke at det her bliver svært.

Den værste ting ved at få sit hjerte knust, 
er at gå i seng,
velvidende om at jeg vil vågne op igen, 
og intet er forandret.