Kun en måned!

Jeg elsker min hverdag som den er lige nu.
Jeg kan ikke forestille mig nogen anden.
Menneskerne, atmosfæren, auraen, ja det hele.
Det betyder så meget. Eller det er det begyndt at gøre.
Og nu er der kun én måned igen hvor jeg kan nyde det.


For så er det slut.
Så bliver man ensom, alene og trist. Igen.
Man kommer til at befinde sig et sted, hvor der ikke er
mange mennesker rundt om en. Et sted hvor det er stille.
Og jeg kan godt lide larm.
Jeg vil ikke tilbage til det gamle. 
Selvom det på ingen måde bliver som før.
Jeg vil være her. I lang tid endnu. 


"Det eneste virkelige, er dette øjeblik"

Din stemme

Jeg hørte din stemme igår, for første gang i lang tid.

Men jeg kunne ikke lide den.

Du snakkede mærkeligt, godt nok dansk, 

men med en underlig accent. 

Det lød som en meget gammeldags, fint talende accent.

Jeg kunne slet ikke kende din stemme. 

Eller det kunne jeg godt, for dine små "øhh" var der hele tiden.

Men alligevel var det ikke den stemme jeg kender.

Eller kendte!

Jeg lover at jeg vil være, som du gerne vil have jeg skal være, 
hvis bare du vil have mig når du kommer hjem.
Jeg vil ændre mig, hvis det er det du kræver.
Eller nej, det vil jeg faktisk ikke. 
Jeg vil ikke ændre mig. Og slet ikke pga. dig.
Du har forvoldt mig så megen smerte, så det fortjener du ikke.
Men hvis du vil have mig som jeg er, er jeg villig til også at
ville have dig.
Det er måske så meget sagt. Jeg vil ikke have dig.
Jeg vil bare føle dig. I mig. Have at du rør ved mig igen.