Jeg kunne mærke at det trækkede op til storm.
At det hele skulle til at eskalere. 
Og dét var, hvad der skete.
Stormen brød løs, vi gik amok, ord blev sagt og nu...
Ja nu, så er I to ikke-eksisterende personer.

Findens den perfekte fyr mon derude et sted?

Du er hjemme igen.
Noget føles forandret.
Det er ikke dig.
Nej, det er mig...

Det er lang tid siden, at jeg har sovet så dårligt.
Problemet: Jeg mangler dig ved min side...

Det er underligt at finde ud af, hvor afhængige vi egentlig er blevet, af hinanden.
Nu har vi ikke været sammen i snart et døgn, og det er gået op for mig,
hvor mange mærkelige ting jeg fortæller dig i løbet af en dag.

Idag har jeg haft lyst til at fortælle dig, hvordan det gik med min store opgave.
Jeg har haft lyst til at fortælle dig, om hvor glad jeg bliver af solskin og fuglesang.
Jeg har haft lyst til at fortælle dig, om det gamle ægtepar jeg så, som gik en tur,
og om hvordan jeg en dag ønsker at, vi to bliver lige som det gamle ægtepar. 

Jeg glæder mig allerede til at du kommer hjem til mig igen.
Selvom det er snart, føles det så langt væk!

Jeg hverken kan eller vil være alene hjemme.
Jeg holder det ikke ud.
Jeg føler mig ensom...

suk...

Vi skal ikke længere blive enige om, vi skal være ved dig eller mig.
Vi skal ikke længere blive enige om hvor vi skal tilbringe natten og dens mange timer.
Vi skal ikke længere planlægge vores eget liv efter hinandens liv.

For nu bor vi sammen, og har gjort det de sidste to måneder.
Det eneste jeg er blevet klogere på i mellemtiden,
er at dette er det rigtige valg.

Jeg kan ikke længere falde i søvn, når jeg er alene hjemme. 
Så befinder jeg mig gennem hele natten i et stadie mellem at sove og være vågen. 

Jeg kender godt årsagen. 

Jeg er utryg. 

Komisk nok er jeg utryg i mit eget hjem. 

Men hvad kan man gøre? 

Nogle gang ville jeg ønske at jeg var let, som en fjer.
Let, svævende og simpel.

Og forsvinde svævende op i liften, 

og se det hele på lang afstand! 

Jeg ville ønske at jeg kunne svæve rundt i luften som en fjer, og følge med i dit og mit liv. 

Jeg ville bare gerne svæve helt op til solen, 

mærke dens varme og tryghed. 

Jeg har lyst til at gemme mit ansigt imod din brystkasse.
Gemme den langt væk, ind imod din brede, muskeløse brystkasse.
Som er så mandig og på en eller anden måde smuk.
Jeg har lyst til at lægge mit hoved helt ind til den, 
så jeg kan høre dit hjerte banke og lugte din duft.

Bare jeg dog kunne gemme mit hoved helt væk!

Ingen er aldrig helt som man ser dem.
Pludselig mærker man en forskel,
at man er forandret både i sjælen og selve rummet.

Hvis det virkelig passede, 
at et ønske gik i opfyldelse, 
når man så et stjerneskud,
så ville jeg ønske at jeg så ét. 

Og mit ønske ville være, at tingene var,
som de engang plejede at være!