Tid læger alle sår...

Min hverdag går videre. Alt går videre. Verden går ikke i stå pga. det. 
Måske for mig. Og det gjorde den. 
Jeg har været i en slags trance, som har været svær at vågne op af. 
Men nu er jeg vågnet.
Det gør stadig ondt, og hele min krop kramper, hver evig eneste gang jeg tænker på det.


Idag hørte jeg en sang, ikke specielt god, men der sang de: "Da de bar den ud, gik min verden
i stå." Jeg prøvede ikke at virke svag, men det lykkedes ikke. Tårerne strømmede ud.
Bare den mindste bemærkning, om det, kan få mig helt ned. 


Jeg vil ikke have at det sår hele tiden bliver brudt op.
Jeg vil have at det heler.
At jeg heler. 

Et lys, blev slukket.

Jeg vidste at der ville komme endnu et nederlag.
Og det kom.
Jeg kan ikke græde mere nu, og jeg kan ikke tænke klart.
Jeg ville ønske jeg kunne skrue tiden 4 år tilbage, 
og opfinde en løsning, imod den sygdom.
Men det kan jeg ikke. Og nu er det for sent.


Jeg tændte et lys. Et håb. Men det blev hurtigt slukket. Flammen blev kvalt.


"Would you know my name
If I saw you in heaven?
Would it be the same
If I saw you in heaven?
Beyond the door,
There's peace I'm sure,
And I know there'll be no more
Tears in heaven."

Farvel...

Der er ikke flere tårer i mig. 
Mine øjne er blodsprukne, de svirer og det stikker i mit hjerte.
Jeg ved der kommer et tidspunkt, hvor man skal væk, hvor det er slut.
Men jeg kan bare ikke acceptere det.
Min hjerne er tom. Det samme er min sjæl.
Min krop er tung, og følelsesløs.
Jeg sagde farvel.
Men er det nok?