Jeg kan ikke længere falde i søvn, når jeg er alene hjemme. 
Så befinder jeg mig gennem hele natten i et stadie mellem at sove og være vågen. 

Jeg kender godt årsagen. 

Jeg er utryg. 

Komisk nok er jeg utryg i mit eget hjem. 

Men hvad kan man gøre? 

Nogle gang ville jeg ønske at jeg var let, som en fjer.
Let, svævende og simpel.

Og forsvinde svævende op i liften, 

og se det hele på lang afstand! 

Jeg ville ønske at jeg kunne svæve rundt i luften som en fjer, og følge med i dit og mit liv. 

Jeg ville bare gerne svæve helt op til solen, 

mærke dens varme og tryghed. 

Jeg har lyst til at gemme mit ansigt imod din brystkasse.
Gemme den langt væk, ind imod din brede, muskeløse brystkasse.
Som er så mandig og på en eller anden måde smuk.
Jeg har lyst til at lægge mit hoved helt ind til den, 
så jeg kan høre dit hjerte banke og lugte din duft.

Bare jeg dog kunne gemme mit hoved helt væk!

Ingen er aldrig helt som man ser dem.
Pludselig mærker man en forskel,
at man er forandret både i sjælen og selve rummet.

Hvis det virkelig passede, 
at et ønske gik i opfyldelse, 
når man så et stjerneskud,
så ville jeg ønske at jeg så ét. 

Og mit ønske ville være, at tingene var,
som de engang plejede at være!

Det sværeste i livet er at få ting til at blive perfekte.
Derfor er jeg nu helt stoppet med, at prøve på, at gøre ting perfekte. 
Tingene må gå den vej, som de nu må gå, da det nu en gang er deres skæbne.

Jeg tror på skæbnen, og derfor vil jeg ikke længere prøve så meget.

Det føles som om, at mit hoved er ved at eksplodere ...