Mine tanker gør ondt, mine tanker sviger.

De sviger og gør ondt, fordi jeg savner dig.
De sviger og gør ondt, fordi de længes efter dig.
De skriger efter dig.
Mit hjerte skriger efter dig. 
Min hjerne skriger efter dig.
Alt i mig og omkring mig, skriger efter dig.


Jeg kan ikke holde ud af du ikke vil snakke eller skrive med mig mere.
Hvorfor kan jeg aldrig finde ud af det med kærligheden?
Hvorfor skal jeg altid ødelægge det, og fortryde det bagefter?
Åh gud, hvor ville jeg dog ønske du var ved min side.
Hvor ville jeg dog ønske det var os...

Vi sårede hinanden, og nu kan jeg ikke føle noget mere.
Det gør så ondt indeni, når jeg tænker på dig.
Få denne smerte til at gå væk?
Denne smerte, som jeg ikke troede jeg ville opleve igen.
Denne ulidelige smerte, som gør det hele meget værre...

Jeg savner...

Jeg savner de dage i dit selskab, de nætter jeg tilbragte med dig ved min side, de lange gåture ved åen, den bro vi altid sad ved, de sange du spillede for mig på din bas, den måde du drillede mig kærligt på, din dybe stemme, dine store hænder, din omsorg, det at du holdte af mig som jeg var, den måde du kommenterede mine vaner og træk på, de timer jeg har brugt med dig ved min side, det at mine læber altid var ømme og hævede efter jeg havde brugt tid med dig, din seng, dig i min seng, dine blide kys, dine lyst ømme kys, din lyst, dig!


Jeg savner at du gerne ville mig, selvom jeg ikke var nær så forelsket i dig, som du var i mig. 

Hvad sker der når man bliver forelsket?


Jeg tror aldrig jeg har været det?
Ikke sådan rigtigt..

Der er billeder jeg ikke kan klare at se på.
Der er sange jeg ikke kan lytte til.
Der er et nummer jeg kan udenad, 
men som jeg ikke kan sende en besked til.
Der er ord og et navn jeg ikke kan sige,
eller tåle at høre.
Der er et par øjne, der tilhører dig,
som jeg aldrig kan kigge ind i igen..

Jeg går og går, uden at vide hvor jeg er på vej hen.
Jeg tager det ene ben foran det andet, 
bliver ved med at gentage det, så min krop, mit væsen,
bevæger sig væk.
Væk fra kulden.
Væk fra tanker.
Væk fra bekymringer.
Væk fra spekulationer.
Væk fra alt.
Jeg går i uvished, i usikkerhed, i urolighed.
Jeg går lydløst hen over jorden, 
lydløst hen over grene og kviste.
De knækker under mine fødder, men man kan ikke høre det. 
Eller jeg kan i hvert fald ikke høre det..

Jeg vil ikke græde over det.

Jeg vil bare ikke lyve om det.
Jeg vil ikke græde over dig.
Det er jo ikke fordi jeg vil dø uden dig.

Uden jer, ville jeg føle mig farveløs.
Uden jer, ville jeg føle mig bleg.

Uden jer, ville jeg føle mig nøgen.
Uden jer, kære neglelakker,
ville mine hænder være så fandens kedelige.

De næsten nøgne, kolde træer. De ses overalt nu. 
Man kan ikke undgå at se dem, lige meget hvor godt man prøver. 
De gør mig trist. De får mig til at fryse endnu mere.
Hver dag når jeg cykler gennem skoven, 
ville jeg ønske at jeg bare kunne lukke mine øjne,
så jeg kunne slippe for at se på dem.
De minder mig om, at vinteren snart er her. 
Den kolde, lange vinter, som får mine øjne til at løbe i vand. 
Hvor ville jeg dog ønske sommeren var her..

Jeg ser..

Jeg ser.
Jeg ser det.
Jeg ser det komme.
Jeg ser det komme imod mig.
Jeg ser det klart og tydeligt.
Jeg ser lyset.


Eller det ville jeg i hvert fald ønske,
at jeg gjorde lige nu.
Det lys som kunne tage mig væk fra alt.