Min hverdag går videre. Alt går videre. Verden går ikke i stå pga. det.
Måske for mig. Og det gjorde den.
Jeg har været i en slags trance, som har været svær at vågne op af.
Men nu er jeg vågnet.
Det gør stadig ondt, og hele min krop kramper, hver evig eneste gang jeg tænker på det.
Idag hørte jeg en sang, ikke specielt god, men der sang de: "Da de bar den ud, gik min verden
i stå." Jeg prøvede ikke at virke svag, men det lykkedes ikke. Tårerne strømmede ud.
Bare den mindste bemærkning, om det, kan få mig helt ned.
Jeg vil ikke have at det sår hele tiden bliver brudt op.
Jeg vil have at det heler.
At jeg heler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar