Jeg ville ønske, at jeg ikke var det her sted i mit liv.
Jeg ville ønske jeg kunne komme videre.

Mit liv krakelerer, ligesom neglelakken på mine hænder. 

Jeg kan ikke styre mine følelser. Jeg kan ikke styre noget som helst.

Jeg dummer mig hele tiden. Så siger jeg de forkerte ting, og gør de forkerte ting.

Det er bare så svært det hele...

Jeg har hørt nogle sige, at man aldrig kommer over sin første forelskelse. Man hvad gør jeg så, når jeg gerne vil komme over det? Og jeg ved jo ikke engang om det var en forelskelse.

Det var bare en flirt. Tror jeg da. 

Det hele gør så ondt inde i mig. Det er som om min mave trækker sig sammen i en krampe, hver gang jeg tænker på dig, hører nogle tale om dig, eller ser et billede af dig. 

Og det at du måske har fundet en ny, gør mit liv til at helvede. 

Jeg vil bare gerne have, at alt var ligesom før.
Jeg vil bare gerne have, at jeg ikke havde sagt nej.

Jeg vil bare gerne have, at det hele kunne være anderledes. 

Det er smertefuldt at vente. Vente på ingenting. Men jeg venter!

Jeg ved at du har den bedste tid i dit liv lige nu.

Det burde jeg også have, men det kan jeg ikke. For jeg tænker kun på dig.