Brevet jeg aldrig får sendt

Fact-fiction ; Det er vores sang. Eller rettere, det var vores sang. Ja, det var vores sang, men det er den ikke længere. For der er ikke noget os. Det har der ikke været i lang tid. Men alligevel gør det så ufattelig ondt indeni, hver gang jeg hører den sang. Ja, den sang med Mads Langer, den sang der engang var vores. 
Når jeg hører sangen, bliver jeg nødt til at sætte mig ned, lige meget hvor jeg er og befinder mig. For når jeg hører den sang, kan jeg ikke kontrollere min krop. Det føles som om en bølge af krampe, skyller ind over min krop, og får mit hjerte til at banke hurtigt og gøre mere ondt, får mine fingre til at ryste, som havde jeg parkinson og får mine ben til at blive til gelé. 
Det lyder som en forelskelse, men det er en smerte. En ulidelig smerte, som får alle minderne til at dukke op i mit hoved. En uligelig smerte, som får den dårlige samvittighed frem. Den dårlige samvittighed over, at det hele er min skyld. Ja, det er en ulidelig smerte, som kommer på grund af en sang. På grund af den sang. 
Kære dig, som jeg har delt denne sang med, du skal vide at jeg også er såret, at det også gør ondt på mig, at jeg er ked af det og UNDSKYLD!