Nu og da tænker jeg på dengang vi var sammen.
Ligesom da du sagde at du var så lykkelig at du kunne dø.
Jeg fortalte mig selv, at du var rigtig for mig, 
men alligevel følte jeg mig alene i det selskab.
Men det var kærlighed og det er en smerte jeg stadig kan huske.
Man kan blive afhængig af en bestemt type af vemod.
Ligesom afsked i slutningen, altid i slutningen,
så da vi fik det, kunne vi ikke få det til at give nogen mening.
Du sagde at vi stadig ville være venner,
men jeg bliver nødt til at indrømme at jeg var glad for at det sluttede. 


Men du behøvede ikke at klippe mig ud,
lade som om at det aldrig skete, og at vi var ingenting.
Og jeg behøver ikke engang din kærlighed,
men du behandler mig som en fremmed og det føles så hårdt. 
Jeg gætter på at ikke behøver det så,
men nu er du bare en jeg plejede at kende.