Jeg går og går, uden at vide hvor jeg er på vej hen.
Jeg tager det ene ben foran det andet, 
bliver ved med at gentage det, så min krop, mit væsen,
bevæger sig væk.
Væk fra kulden.
Væk fra tanker.
Væk fra bekymringer.
Væk fra spekulationer.
Væk fra alt.
Jeg går i uvished, i usikkerhed, i urolighed.
Jeg går lydløst hen over jorden, 
lydløst hen over grene og kviste.
De knækker under mine fødder, men man kan ikke høre det. 
Eller jeg kan i hvert fald ikke høre det..